Barnets udvikling kan sammenlignes med et træ. Hvis rødderne er sunde og velstimulerede, vil resten af træet blomstre og trives.
Sansemotorik handler om, at barnet mærker, lærer og lagrer viden via reflekser og sanser. Denne læring bruges ubevidst resten af livet.At et spædbarn løfter hovedet, er en refleksstyret bevægelse. Barnet mærker et tryk mod kinden, og handler ubevidst på dette – det løfter hovedet. Senere bliver handlingen automatiseret, bruges ubevidst, og åbner op for ny læring.
Mange børn er understimuleret på deres sanser, og har dermed brug for lidt ekstra, for at styrke sansemotoriske forudsætninger for udvikling.
Dette sker blandt andet, fordi den samfundsmæssige udvikling er gået mere i retning af stillesiddende aktiviteter, såsom computerspil og Ipads. Desuden bliver mange børn i flere sammenhænge transporteret i bil eller klapvogn, i stedet for at gå eller cykle.
Ligeledes er omgivelserne barnet færdes i blevet mere flade og jævne, hvilket på ingen måde udfordrer børns motorik. I børnegården Nejs er vi opmærksomme på dette, hvilket blandt andet viser sig ved, at vi er meget ude, vi er på ture ud af huset, vi bruger naturen og udnytter naturens egne tilbud i form af bakker , mudderhuller efter et regnskyl og lign.
Mulige tegn på børn med sansemotoriske vanskeligheder kan være, at de er meget urolige, har svært ved at koncentrere sig, er meget klodsede i deres bevægelser, børn der ofte falder, ikke bryder sig om at gynge eller tumle rundt.
Sansemotorikken bruges derfor i høj grad, som en naturlig integreret del af den pædagogiske hverdag i Børnegården Nejs, men også som ekstra træningsforløb for enkelte børn med sansemotoriske udfordringer.